PRESSEMEDDELELSE FRA SÆBYGÅRDGRUPPENS KAMPAGNEGRUPPE VEDR. PAPIRINDSAMLING
 
se også vores hjemmeside www.saebypapir.dk  se billeder fra dagens indsamling på vores hjemmeside
 
 
GODE INDSAMLINGER I SOL OG BLÆST
 
Lørdag d. 14.6 var der avisindsamling i de fleste bysamfund i Sæby Kommune og hele vejen rundt meldes der om gode resultater. Hvis det fortsætter resten af året på denne måde, tror vi på, at vi når de 55% af papir og pappotentialet svarende til 740 tons.
 
Fra Knud Søhane-spejderne i  Voerså melder Ester Christiansen, at indsamlingerne i Voerså, Præstbro og Lyngså gik rigtig godt og uden uheld. Søren Pedersen fra Østervrå Idrætsforening meddeler, at det gik så fint i Østervrå, at containeren blev helt fyldt og at de desuden måtte fylde den permanente container for at kunne have det hele. Henrik Buchhave fra Thorshøj KFUM meddeler, at indsamlingen i Thorshøj, Hørby og Try gik flot.Det gav væsentlig mere end sidst og containeren var fyldt til tops.
 
Preben Mark Nielsen, som leder Sæbygårdgruppens papirindsamlinger i Sæby by, er også særdeles tilfreds. Han regner med, at der er indkommet ca. 40 tons papir og pap i de 5 store containere på parkeringspladsen ved Munkevang. Der var 10 varebiler i gang fra kl. 9 til efter kl. 15. Vi låner disse biler af de lokale erhvervsdrivende og det er vi meget taknemmelige for. Desværre blev en af bilerne skrammet denne gang ved en bakkemanøvre. Vi prøver ellers  at stille containerne så vi kan køre rundt om dem og så vidt mulig undgå at bakke.
 
Lørdagens indsamling var oprindelig planlagt til d. 7. juni men blev udsat en uge på grund af Pinse og spejderlejre. Det var ved at give problemer for fhv. byrådsmedlem Frits Oien, som bor lige ved siden af parkeringspladsen. Han havde inviteret 70 gæster til sin 70 års fødselsdag og havde håbet på at bruge parkeringspladsen til gæsterne. Han tog det med godt humør, da vi var ovre og gratulere.
 
Vi forsøger til stadighed at skabe opmærksomhed om vore indsamlinger. Dennne gang havde vi besøg af Niels Ole Kristiansen fra Sæby Lokalradio, som var meget interesseret og lavede interviews til radioen. Også byrådsmedlem Søren Voss Jensen kom forbi. Han er medlem af bestyrelsen for genbrugsselskabet AVØ og følger godt med i, hvad vi laver.
 
Udover aviser og andet genbrug modtager vi stadig mange flasker. Vi prøver på at afvikle flaskeindsamlingen, men vi påregner en lang overgangsperiode. Vi har jo samlet flasker i rigtig mange år. Men med de store papirmængder er det problematisk at samle papir og flasker samtidig. Vi opfordrer derfor til at man bruger de mange flaskebobler, som AVØ opstiller mange steder bl.a. er der bobler ved alle vore containere.
 
Og så har vi et lille hjertesuk : der er stadig mange, som laver avisbundterne alt for store eller som fylder affaldssække helt op med aviser, så selv voksne knap nok kan løfte dem. De bør tænke på, at det er vore spejderbørn, som skal løfte dem ind i bilerne. Og så er der mange der ringer allerede ved middagstid fordi vi ikke har været på deres vej endnu. Men de sidste ruter bliver først kørt omkring kl. 14 , så man må gerne vente til kl. 15 med at ringe.
 
Forplejningen stod denne gang på røde pølser og sodavand. På grund af det gode vejr blev det til ekstra mange, faktisk omkring 200 sodavand.
 
Se i øvrigt billeder fra dagens indsamling på vores hjemmeside
 
med venlig hilsen
 
Holger Almholt
Sæbygårdgruppen