PRESSEMEDDELELSE FRA SÆBYGAARDGRUPPENS KAMPAGNEGRUPPE VEDR. PAPIRINDSAMLING
se også vores hjemmeside www.saebypapir.dk
FLOT INTERVIEW MED FOLKETINGSMEDLEM
Den 27.10 bragte TV2Nord et flot indslag om papirindsamlingerne i Sæby Kommune.
Der blev vist spejdere i gang med indsamlingen og der var interviews i regnvejr
med vores formand for indsamlingerne Preben Mark Nielsen og med vores lokale
MF-er Tina Nedergaard. For de uheldige, som ikke så det, bringer vi her en
afskrift af interviewet :
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Afskrift af TV-indslag i TV-Nord d.27.10.2002 med Preben Mark Nielsen og MF Tina
Nedergaard
TV-Nord :
Nye skarpe krav til indsamlingerne af genbrugspapir truer mange frivillige
organisationer- de skal samle markant mere papir ind for at få lov til at
beholde ordningen.
I 35 år har spejderne i Sæby samlet aviser ind til genbrug. Nu kræver Miljøstyrelsen,
at de skal samle 55% af aviserne ind for at beholde ordningen. Gør de ikke det,
mister de simpelthen ordningen og en vigtig indtægt.
Preben :
Så må vi simpelthen sætte vores aktivitetsniveau ned , for 100.000 kr.- det
er en fjerdedel af vores budget- og 100.000 kr. dem finder du ikke andre steder.
TV- Nord :
Sidste år skulle spejderne i Sæby samle 215 tons papir i Sæby for at opfylde
Miljøstyrelsens krav. Det svarer til, at 40% af aviserne skal samles ind til
genbrug. I år forventer spejderne at indsamle ca. 300 tons. En markant
forbedring, men måske ikke godt nok.
Tina Nedergaard :
Jeg synes, at det er lidt rigide regler. Jeg synes, at det er vigtigt, at der et
folkeligt islæt. Det har også en stor værdi, at de unge lærer, at aviser kan
genanvendes, og at de er miljøbevidste. Så jeg synes, at det er lidt strengt.
TV-Nord :
Hvis ikke spejderne kan samle aviser nok ind, bliver det kommunens opgave, og
hver husstand skal så have et ekstra affaldsstativ - en ordning, som vil koste
hver husstand nogle hundrede kr. og uden garanti for, at der kommer mere papir
ind.
Preben :
Jeg tror tværtimod, at det bliver mindre. Men det er tvang, og det har man hørt
gang på gang, at det er ikke vejen frem.
TV-Nord :
Miljøstyrelsen har tidligere afvist at slække på kravene, men Tina Nedergaard
vil nu bede Miljøministeren undersøge sagen.
Tina Nedergaard :
Jeg synes, at det skal ændres, og det vil jeg faktisk arbejde for. Nu må vi
se, hvad mulighederne er. Men 55% eller 50% eller 47%- lad os nu se, om vi ikke
sammen med spejderne og sammen med kommunen kan finde en løsning, der hjælper
spejderne lidt højere op end de er i dag.
TV-Nord :
Til sammenligning har man i Aalborg i dag en kommunal ordning, hvor der samles
knap 50% papir ind til genbrug.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Efter at indslaget blev vist på TV2Nord har vi fået adskillige positive
reaktioner. Men vi er også to gange blevet ringet op af folk, som ville vide om
vi var holdt op med indsamlingerne på grund af krav fra Miljøstyrelsen. Hertil
vil vi gerne sige, at vi bliver ved så længe vi kan. Og hvis vi ikke når de
55% inden nytår, så fortsætter indsamlingerne i hvert fald i hele 2003 og måske
helt til 1. oktober 2004, hvor de kommunale affaldsstativer skal være i brug i
alle husholdninger.
Men Preben Mark Nielsen udtaler, at det lige nu går rigtig godt. Der kommer
stigende mængder i de mange permanente containere og hvis det fortsætter
resten af året med den nuværende fart, så stryger vi lige over de 55%.
mvh
Holger Almholt, Sæbygaardgruppen
Øster Alle´ 17A
9300 Sæby
tlf. 98464900
e-mail: halmholt@mail.dk