PRESSEMEDDELELSE        fra Sæbygårdgruppens kampagnegruppe vedr. papirindsamling              
Sæby,d.22.5.2001


NYE GENBRUGSCONTAINERE INDVIES

( Se også vores hjemmeside http://www..netby.dk/Vest/Blaa/123/   )

Den første af de nye containere bliver stillet op og indviet på fredag kl. 10. Det sker på Munkevangs P-plads. Vi prøver på at gøre det til en begivenhed og håber at pressen møder op. Nordjyske Stiftstidende regner med at sende en fotograf.

I nogle måneder har vi og de andre frivillige organisationer kørt en kampagne for at hæve genbrugsprocenten for papiret til 40 i år og 55 næste år og på den måde bevare indtægtskilden herfra til vore aktiviteter for børn og unge. Hidtil har man kun kunnet aflevere papir hver anden måned ved vore indsamlinger og det er et problem for mange at have plads til papiret så længe. Nu bliver der mulighed for at komme af med papiret på alle tider. Vi håber på at containerne bliver godt modtaget af folk, så rigtig meget kommer i containerne.

På fredag kl. 10 møder 2. viceborgmester Brian Petersen og ingeniør Kirsten Thøgersen for på AVØ´s vegne at overlade den første container til Sæbygårdgruppen. De øvrige 10 containere, som skal opstilles i kommunen, bliver opstillet 31.5 og 1.6. Sæbygårdgruppen vil være repræsenteret dels af Preben Mark Nielsen og af undertegnede. Vi regner også med at en del spejdere og spejderledere vil være til stede. Vi planlægger at servere pølser, øl og sodavand.

Vi regner med selv at skrive et referat og tage nogle billeder, som vil blive formidlet til pressen, men vi synes egentlig at pressen selv burde komme. Det er i hvert fald første gang at der i Sæby Kommune opstilles store 11 m3 containere til genbrugspapir i samarbejde mellem AVØ  og de frivillige organisationer. Og vi tror faktisk heller ikke at det er sket andre steder.

mvh

Holger Almholt
Øster Alle´ 17A
9300 Sæby
e-mail: halmholt@post3.tele.dk